Hop til indhold

Forbrugerne, Bankerne og Finansiel Bæredygtighed

Hvad mener bankkunder om bæredygtighed? Projektet undersøger danskernes holdninger og bankernes rolle i den grønne omstilling.

Projektet søger i forlængelse af forstudiet, Forbrugerne og finansiel bæredygtighed at undersøge to sammenhængende forskningsspørgsmål:

  • Hvordan tænker, føler og handler danske forbrugere i forhold til bæredygtighed i kontekst af deres forbrug af finansiel service og finansielle produkter?
  • Hvordan opfatter danske pengeinstitutter deres rolle i forhold til bæredygtighed i samspillet med deres privatkunder?

Projektet planlægger at operationalisere det første forskningsspørgsmål til en række spørgsmål til brug for en stor spørgeskemaundersøgelse som gennemføres med respondenter blandt danske private bankkunder. Der sigtes efter at opnå svar fra 300 gyldige respondenter. Besvarelserne fra spørgeskemaundersøgelsen vil blive analyseret ved hjælp af inferential statistisk analyse, hvor der kan uddrages mønstre og sammenhænge i svarene.

For at besvare det andet forskningsspørgsmål planlægger projektet at indsamle data fra 4-5 danske pengeinstitutter for at få deres syn på nogle af de spørgsmål, som projektet undersøger hos forbrugerne. Denne sammenstilling af forbrugernes svar, som repræsenterer efterspørgselssiden og pengeinstitutternes svar, som repræsenterer udbudssiden forventes at afdække både kongruens (noget man er enige om) og divergens (noget man ser forskelligt på).

Indsamlingen af data fra pengeinstitutterne planlægges gennemført som et eller flere strukturerede fokusgruppeinterview, hvor det forsøges at samle medarbejdere fra en række store danske banker. I regi af Finans Danmark er der nedsat en arbejdsgruppe for nøglepersoner, som arbejder med bæredygtighed i bankerne. Det forsøges at få adgang til at gennemføre et eller flere fokusgruppeinterviews med medlemmerne fra denne arbejdsgruppe i Finans Danmark.

Vælg et tema eller søg efter projekter