Hop til indhold

Skønhedsbranchens brug af AI som integration i kunderejsen – Et forstudie

Forstudiet undersøger, hvordan skønhedsvirksomheder bruger eller kan bruge AI til at forbedre kunderejsen, samt hvilke potentialer og barrierer der findes.

I takt med den stigende digitalisering og ændringer i forbrugsvaner er markedet for kosmetik og hårprodukter i Danmark under hastig forandring. På blot fem år er danskernes forbrug på kosmetik ifølge tal fra Danske Bank steget med hele 69 pct., og kurven ser langt fra ud til at stoppe der (detailwatch.dk).  

Det nordiske og ikke mindst danske kosmetikmarked bliver gødet af forbrugere med tilsyneladende umættelig appetit på at forskønne og pleje selvbilledet såvel som spejlbilledet. Kun overgået af forbrugerne i Norge, er danskerne de europæere, der bruger flest penge på kosmetik, med 1887 kr. i snit sidste år, mod 1827 kr. i 2022 ifølge tal fra Cosmetics Europe. Ifølge Danske Banks tal er forbruget per dansker endnu højere (Ibid.). 

Særligt små og mellemstore onlinebaserede virksomheder oplever både nye muligheder og udfordringer i forsøget på at tiltrække og fastholde kunder i et konkurrencepræget marked. Forbrugere er i stigende grad bevidste om bæredygtighed, ingredienser, personlig tilpasning og brugeroplevelse, hvilket stiller krav til virksomhedernes evne til at forstå og forudse adfærden hos deres målgruppe. 

Samtidig skaber kunstig intelligens (AI) nye muligheder for dataanalyse, personalisering og automatisering af marketingstrategier, kundeinteraktioner og produktanbefalinger. Den udvikling er allerede i gang i store virksomheder, som L’Oreal og Matas. Disse har allerede introduceret nye tilbud til kunderne, hvor AI bruges som værktøj (hesehus.dk). Ved at integrere AI kan virksomheder opnå dybere indsigt i forbrugernes præferencer og adfærd, hvilket potentielt kan styrke deres markedsposition og forbedre kundeoplevelsen. Der er dog et begrænset antal studier, der specifikt fokuserer på, hvordan mindre aktører i kosmetikbranchen i Danmark anvender AI i relation til forbrugeradfærd, og hvordan det påvirker deres strategiske beslutningstagning. 

Undersøgelsen har til hensigt at belyse om og i givet fald hvordan online SMV’er i skønhedsbranchen i Danmark anvender AI-teknologier til at indsamle, fortolke og anvende data om forbrugerne – herunder i markedsføring, produktudvikling og kundeservice 

Cphbusiness’ formål med denne undersøgelse er at analysere hvilke faktorer, der kan påvirke forbrugeradfærd inden for skønhedsbranchen i Danmark, med særlig vægt på de faktorer, der påvirker købsbeslutninger i en online kontekst. Det langsigtede mål (i forbindelse med et egentlig projektforløb) er at generere viden, som kan bidrage til mere effektive og forbrugercentrerede forretningsstrategier i den danske kosmetikbranche, samt at afdække potentialer og barrierer ved AI-integrationen i denne sektor. 

Et projekt vil ikke alene være af stor praktisk værdi for virksomheder, men også bidrage til en dybere forståelse af, hvordan AI kan understøtte forbrugeradfærd indenfor skønhedsbranchen. En sådan indsats vil understøtte Cphbusiness’ rolle som en brobygger mellem akademisk viden og erhvervslivets behov og samtidig kan resultaterne integreres i undervisning som eksempler fra erhvervet.

Vælg et tema eller søg efter projekter