I byen er det fysiske miljø kendetegnet ved en intensiv udnyttelse af arealerne i form af byggeri, infrastruktur og andre menneskelige aktiviteter. Grønne områder udgør en beskeden andel af byen, og er oftest i form af haver, parker eller sporadiske ruderater (forladte områder).
Byens natur består derfor af en mosaik af designede eller spontant opståede habitater, men på trods af disse forhold fungerer byen også som et økosystem for både planter og dyr, hvor nogle endemiske arter naturligt har spredt sig hertil fra det åbne land, mens andre, eksotiske arter, er indført af mennesker. Selv om bynaturen ikke har samme biologiske værdi som naturen i det åbne land, er den stadig en del af Danmarks biodiversitet og, ikke mindst, en del af mange menneskers oplevelse af natur.
I både offentligt og privat regi er der kommet større fokus på at anlægge grønne områder, der designes efter at øge biodiversitetspotentialet. Dette kan enten være allerede anlagte parker, hvor f.eks. hyppighed af græsklipning mindskes (”Vild med vilje”) eller gennem nye, designede anlæg (”plantebede”), hvor udformning af de fysiske forhold samt valg af planter sigter efter at øge biodiversiteten.
Hvorvidt et øget biodiversitetspotentiale rent faktisk giver udslag i en øget faunadiversitet, er dog ikke velundersøgt. Dette er specielt gældende for driftsmæssige ”vild med vilje” tiltag og for designede ”plantebede” – Bliver det teoretiske faunapotentiale forløst eller får man blot mere af det eksisterende? Og står en eventuel øget biodiversitet mål med indsatsen?