
Projektet udspringer af et forstudie med samme navn (gennemført i efteråret 2024), hvori det kom frem, at mange oplevelsesvirksomheder befinder sig i et bæredygtighedsparadoks: På den ene side er bæredygtighed en vigtig dagsorden, som virksomhederne er nødt til at forholde sig til og tænke ind i deres drift, bl.a. grundet stigende krav til ESG-rapportering. På den anden side oplever virksomhederne en manglende betalingsvillighed hos kunden, som forventer at virksomhederne agerer bæredygtigt, men som ofte ikke er villige til at betale ekstra for bæredygtige tiltag. Samtidig er der indikationer på, at bæredygtig udvikling kan være udfordrende, særligt for SMV’er, som har svært ved at overskue, hvilke tiltag der kan implementeres inden for virksomhedens tilgængelige ressourcer. Med udgangspunkt i et både kvantitativt og kvalitativt undersøgelsesdesign, vil projektet indsamle data i to faser: I første fase undersøges kundeperspektivet, og det undersøges hvilken rolle bæredygtighed spiller for oplevelsesforbrugeren, samt hvad der skal til før bæredygtige tiltag opleves som værdiskabende. På baggrund af viden skabt i projektets første fase vil anden fase i projektet undersøge virksomhedsperspektivet – mere præcist undersøges det både, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i oplevelsestilbuddet uden at det skaber en masse meromkostninger for virksomhederne, samt hvorledes bæredygtighed kan inkorporeres så kunden ikke opfatter det som en meromkostning. Forventningen til projektet er, at der skabes ny viden om bæredygtig oplevelsesudvikling, som kan hjælpe oplevelsesvirksomheder til at integrere bæredygtige tiltag, som skaber reel oplevelsesværdi hos kunden, herunder en øget willingness-to-pay for den leverede service/oplevelse – og ikke kun bæredygtighedstiltag som handler om virksomhedens egen legitimering og opfyldelse af ESG-krav.