
Hvorfor er der så mange offentlige it-projekter, der ikke går som planlagt?
Vi læser (for) ofte om forsinkelser og sprængte budgetter i medierne. Kan det offentlige dog ikke lære at gennemføre it-projekter ordentligt?
Det spørgsmål har tre forskere og undervisere fra KEA (Københavns ErhvervsAkademi) sammen med Elvi Nissen fra Trustworks stillet til en række projektdeltagere i store offentlige it-anskaffelsesprojekter og udenforstående brancheeksperter indenfor fx projektledelse, jura.
Forundersøgelsen er blevet til i et samarbejde mellem forskere og undervisere på KEA, konsulentvirksomheden Trustworks, Det Internationale Usability and UX board (UXQB) og en større offentlig virksomhed.
Forskere og undervisere fra KEA har fulgt et stort it-projekt i en offentlig virksomhed og har gennem interviews indsamlet information fra projektdeltagere og andre af projektets interessenter.
Data er blevet analyseret og resultatet af analysen er blevet præsenteret løbende i podcast episoder, hvor det skildres, hvilke problematikker projektet stødte på, samt hvordan projektet forsøgte at løse problematikker undervejs.
Elvi Nissen, konsulent fra Trustworks og board member i UXQB bidrager i hver episode med at belyse analysens problematikker og kommer med gode råd til, hvordan problematikker kan minimeres eller imødekommes.
Derudover er eksperter med forskellige roller i relation til it-udvikling inddraget løbende for at belyse analyserne fra flere vinkler, eksempelvis en projektleder og en jurist.