Hop til indhold

Effekten af filterglas ved rehabilitering af AMD-patienter

Optimal synsrehabilitering kan potentielt forøge svagtsynspatienters funktionsevne med bedret livskvalitet og nedsat risiko for fald-ulykker til følge.

Effekten af filterglas ved rehabilitering retinitis pigmentosa

Baggrund

Sygdomme i øjets nethinde er de hyppigste årsager til svagsynethed og blindhed i den vestlige verden. Trods de senere års gennembrud i behandlingen af disse sygdomme, er der stadig en stor del af patienterne, der ender med et varigt synshandicap. Disse patienter kan tilbydes afprøvning af optiske hjælpemidler via de kommunale hjælpemiddelcentraler. Hjælpemidlerne tilpasses efter synsnedsættelsens karakter, og kan f.eks. afhænge af om det er centralsynet eller det perifere syn, der er påvirket. Denne indsats er imidlertid hæmmet af, at der er meget ringe evidens for, hvordan og hvor meget disse hjælpemidler virker.

Aktuel viden

Et af de hyppigt anvendte optiske hjælpemidler er brilleglas med filteregenskaber, således at korte (blåviolette) bølgelængder sorteres fra lyset inden det rammer øjet. Rationalet bag dette tiltag er, at blåviolet lys kan medføre blænding og nedsætte synskvaliteten, samt at især synshandicappede skulle være følsomme over for disse blændingsgener. Det er imidlertid ikke klargjort, hvorfor dette princip både skulle virke på personer med sygdomme i centralsynet, som f.eks. aldersrelateret maculadegeneration (AMD) og patienter med sygdomme, der primært rammer det perifere syn, som f.eks. retinitis pigmentosa (RP).

Den sparsomme evidens for anvendelse af filterglas skyldes, at hovedparten af de tilgængelige studier ikke har været gennemført efter strikse videnskabelige principper, såsom ved at anvende en fast protokol, have en præcis definition af patientpopulation og filterglastype, ved at have foretaget styrkeberegning, så det nødvendige patientantal til at besvare en bestemt problemstilling har kunnet inkluderes, samt ved at der har været uklare effektmål.

Aktuelle projekt

Det aktuelle projekt har til formål at undersøge, hvilken effekt bortfiltrering af kortbølget lys (< 511 nm) eller den samme lysmængde fordelt ligeligt over hele lysspektret har på objektive og subjektive parametre ved hhv. aldersrelateret maculadegeneration (AMD) med centralsynspåvirkning og, i en senere fase af projektet, retinitis pigmentosa (RP) med påvirkning af det perifere syn.

30 AMD-patienter med synsstyrke under 0,3 og 30 RP patienter med koncentrisk indsnævret synsfelt til < 10 grader vil blive rekrutteret fra øjenafdelingen Aarhus Universitetshospital. AMD-patienterne vil blive rekrutteret i forbindelse med forundersøgelse i øjenafdelingens AMD-klinik, mens RP patienterne efterfølgende vil blive inviteret blandt patienter, der er nyhenviste, eller fra en database på ca. 250 patienter, der tidligere er undersøgt på øjenafdelingen.

På baggrund af pilotforsøg kunne der foretages en styrkeberegning, som viste, at med filter ML511 ville der skulle undersøge 22 patienter med synsstyrke på 0,3 for at finde en signifikant forskel i kontrastfølsomheden på 0.075 log kontrastsensitivitet under antagelse af en p<0,05 og en statistisk styrke på 0,8.

Perspektiver

Undersøgelsen vil skabe evidens for anvendelse af filterglas ved AMD og RP, og vil derfor kunne hjælpe med til at målrette anbefalingerne vedrørende filterglas til disse patienter. Potentielt vil dette kunne reducere antallet af faldulykker hos synshandicappede. En sammenligning af effekten af filterglas på patienter med AMD og RP vil endvidere kunne bidrage til at udvide forståelse af effekten af filterglas på sygdomme, der primært rammer nethindens centrale eller perifere dele. Endelig vil undersøgelsen kunne danne grundlag for yderligere systematiske undersøgelser af effekten af filterglas ved nethindesygdomme.

Vælg et tema eller søg efter projekter