Effekten af optimal refraktiv korrektion på visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse, målt med Convergence Insufficiency Symptom Survey (CISS)
| Projekttitel | Effekten af optimal refraktiv korrektion på visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse, målt med Convergence Insufficiency Symptom Survey (CISS) |
|---|---|
| Projekttype | Anvendt forskning og udvikling |
| Frascati | Ja |
| Tema | Sundhed |
| Teaser | I hvilken grad kan optimal refraktiv korrektion reducere visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse målt ved ændring i CISS-score? |
| Status | Igangværende |
| Ejer | |
| - Akademi | Erhvervsakademi Dania |
| - Kontaktperson | Anders Hessellund Sørensen Adjunkt anhs@eadania.dk 72291000 |
| Nat./Int. | Nationalt |
| Projektperiode | 01. maj 2026 - 01. juni 2027 |
| Projektbeskrivelse | |
| - Projektresumé | Projektet forventes at bidrage med ny viden om betydningen af optimal refraktiv korrektion hos patienter med hjernerystelse, særligt i forhold til reduktion af visuelle symptomer. Visuelle gener er almindelige efter hjernerystelse, men det er fortsat uklart, i hvilken grad opdatering af korrektion alene kan bidrage til symptomlindring. Ved at måle ændringer i symptombelastning før og efter optimering af refraktiv korrektion, kvantificeret med Convergence Insufficiency Symptom Survey (CISS), kan projektet belyse, om denne intervention har en målbar effekt. Resultaterne kan være relevante for optometrister og andre sundhedsprofessionelle, der arbejder med patienter med hjernerystelse, da de kan bidrage til øget fokus på optimeret refraktions betydning i udredning og behandling. Samtidig kan projektet skabe viden, der potentielt kan føre til mere målrettede og enkle behandlingsstrategier til gavn for patienter med vedvarende visuelle symptomer. |
| - Baggrund og formål | En hjernerystelse er en mild form for traumatisk hjerneskade, der opstår, når hjernen bevæger sig hurtigt frem og tilbage inde i kraniet. Denne bevægelse kan beskadige og trække hjernecellerne og forstyrre hjernens normale kemiske processer. I den forbindelse er visuelle symptomer meget almindelige, da synets funktioner er repræsenteret i en stor del af hjernen. Op mod 37-40% oplever synsproblemer efterfølgende (Dansk Center for Hjernerystelse 2025). Efter en hjernerystelse ses der ofte påvirkning af de visuelle funktioner, herunder samarbejdet mellem øjnene, akkommodation og konvergens. Et hyppigt rapporteret fund hos denne patientgruppe er symptomer forenelige med konvergensinsufficiens eller andre former for binokulær dysfunktion. Til kvantificering af symptomer relateret til nærarbejde og konvergensproblemer anvendes ofte spørgeskemaet Convergence Insufficiency Symptom Survey (CISS), som er et valideret skema til vurdering af visuelle symptomer hos patienter med konvergensrelaterede problemer. Selvom en del forskning har fokuseret på behandling af binokulære og akkommodative dysfunktioner efter hjernerystelse, er betydningen af optimal refraktiv korrektion mindre velundersøgt i denne patientgruppe. Selv mindre uopdagede eller utilstrækkeligt korrigerede refraktionsfejl kan øge den visuelle belastning, især under nærarbejde. Hos patienter med hjernerystelse, hvor det visuelle system allerede kan være belastet, kan selv små refraktionsfejl potentielt bidrage til eller forværre symptomer som hovedpine, sløret syn og visuel træthed. Derfor kan en præcis og opdateret refraktiv korrektion være en relativt simpel, men klinisk relevant intervention til symptomlindring. Formålet med dette projekt er at undersøge, om optimering af refraktiv korrektion kan reducere visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse. Dette undersøges ved at sammenligne deltagernes symptombelastning før og efter udlevering af ny refraktiv korrektion, kvantificeret ved ændring i deres CISS-score. Projektet søger således at belyse, om en grundlæggende optometrisk intervention kan bidrage til symptomlindring hos denne patientgruppe og dermed have potentiel betydning for den kliniske håndtering af patienter med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. |
| - Aktiviteter og handling | |
| - Projektets Metode | Foreløbig problemstilling og undersøgelsesspørgsmål I hvilken grad kan optimal refraktiv korrektion reducere visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse målt ved ændring i CISS-score?
Projektet gennemføres som et prospektivt før-efter interventionsstudie, hvor ændringer i visuelle symptomer hos patienter med hjernerystelse undersøges før og efter optimering af refraktiv korrektion. Formålet er at vurdere, om opdatering af brillekorrektion kan reducere symptomer relateret til nærsynsarbejde og visuel belastning. Studiet inkluderer voksne patienter med diagnosticeret hjernerystelse og vedvarende visuelle symptomer. Deltagerne rekrutteres f.eks. fra optometriske klinikker eller et hjernecenter, der arbejder med rehabilitering efter hjernerystelse. Ved første besøg gennemgår deltagerne en optometrisk undersøgelse, hvor der foretages måling af visus, objektiv og subjektiv refraktion samt relevante binokulære tests. Samtidig udfylder deltagerne spørgeskemaet Convergence Insufficiency Symptom Survey (CISS), som anvendes til at kvantificere graden af visuelle symptomer. På baggrund af den subjektive refraktion bestemmes den optimale refraktive korrektion, og deltagerne får udleveret nye briller med den opdaterede styrke. Deltagerne instrueres i at anvende brillerne i dagligdagen i en periode på cirka 4–6 uger. Efter denne periode møder deltagerne til opfølgning, hvor CISS-spørgeskemaet udfyldes igen, og eventuelle ændringer i symptomer registreres. Data analyseres ved at sammenligne deltagernes CISS-score før og efter interventionen. Den statistiske analyse vil formentlig bestå af en parret test, f.eks. en paired t-test eller en Wilcoxon signed-rank test afhængigt af datafordelingen. Ligeledes kan det være relevant at undersøge korrelationen mellem refraktionsændring og symptomændring. Formålet med analysen er at undersøge, om der ses en statistisk signifikant reduktion i symptombelastning efter optimering af den refraktive korrektion. |
| - Projektets Forventede Resultater | |
| - Projektets Forventede Effekt | |
| Tags | |
| Deltagere | |
| - Studerende |
Erhvervsakademi Dania
|
| - Medarbejdere | Erhvervsakademi Dania Marianne Ledet Maagaard |
| - Virksomhedsrepræsentanter | |
| - Andre | |
| Partnere | |
| Finansiering | |
| Resultat | |
| Evaluering | |
| Formidlingsform | |
| - Resultatets formidling | |
| - Resultaternes værdi | |
| - Målgruppen | |
| - Publikationer |